INTAKT RECORDS – CD-REVIEWS

AMOK AMOR
LILLINGER-ELDH-SLAVIN-EVANS

Intakt CD 279 / 2017


 

 

Tor Hammero, Tor de Jazz, Norway, 3. 5. 2017

 

Denn sie wissen nicht was sie tun? Ich hoffe doch, dass Christian Lillinger, Petter Eldh, Wanja Slavin & Peter Evans, trotz ihres bescheidenem We Know Not What We Do (Intakt CD 279), zwischen Amor und Roma zu unterscheiden wissen, wenn sie sich AMOK AMOR nennen. Musikalisch fehlt es jedenfalls nicht an geteilter Erfahrung, der Spreewalder trommelte schon in Slavins Quintet und bei G9 Gipfel, mit dem schwedisch-dänischen Bassisten badeten sie gemeinsam in Sternenlicht und alle vier bildeten schon bei "Amok Amor" (2015) eine Achse des Guten. Als Jazzgenossen nehmen sie wieder den Neoliberalismus aufs Korn, und wenn einer Amok läuft, dann sind es die Sechzehnteltriolen. Los geht's aber mit gekrähtem und gefetztem Stakkato, mit dem wieder sensationell aufgelegten Evans, der anschließend beim elegisch tutenden 'Alan Shorter' an den trompetenden Shorter-Bruder erinnert. Lillinger knattert, propellert und drischt so aufgedreht, wie man ihn bei New Old Luten, Rotozaza und mit Ronny Graupe kennt. Evans und Slavin bilden ein tolles Pärchen, windschief synchron oder in launiger Kontrapunktik. Zackig und unrund ist Trumpf, und dennoch groovt das wie nicht gescheit, denn Tempo und stürmisches Pizzikato sind ebenfalls Trumpf. Kommt etwas nicht vom Fleck wie das stagnierende 'Brandy', wird genau das zur Ratio, die sich aber bedenkenlos über den Haufen wirft für atemraubend kapriziöse Slavans-Evins-Kapriolen in hyperbeboppigen Sprüngen oder auch geschmierter, gepresster Bruitistik. 17tel überbieten 16tel, das klingt kompliziert, reißt aber in seiner flipprig verrückten Verliebtheit in Zicken und Zacken dennoch mit. 'The New Portal' ist so zwingend und verblüffend wie jeder gute Slapstick, bis hin zum letzten Poing! Noch verblüffender, bei aller übersprudelnden Rasanz kommt die Schönheit nicht zu kurz, und wenn auch nicht Geigen, so fällt zuletzt doch ein schön verstimmtes Piano vom Himmel.

Rigobert Dittmann, Bad Alchemy 94, Deutschland, 2017

 

 

 

Christoph Wagner, Jazzthetik, Mai 2017

 

 

 

«We know not what we do» er kvartetten Amok Amor sitt andre album. Det forrige, som var utgitt i musikernes navn, hadde tittelen «Amok Amor», og kom ut på det lille selskapet Boomslang Records. Musikerne er, med unntak av trompeteren Peter Evans, basert i Berlin, men de kommer fra forskjellige steder i Europa.

Ved siden av Peter Evans, som man kjenner fra blant annet Mostly Other People Do The Killing (MOPDTK), består bandet av saksofonisten Wanja Slavin, bassisten Petter Eldh og trommeslageren Christian Lillinger, hvor i alle fall de to sistnevnte er mye brukt i en rekke spennende sammenhenger de senere årene.

Om deres første plate, konkluderte vi med at dette er blitt en strålende innspilling, med et abnd som burde distrubueres i stor stil til alle klubb- og festivalarrangører rundt om. (Hele anmeldelsen i salt-peanuts.eu kan du lese her)

Så hvordan takler de så andrerunden?

Da jeg anmeldte deres forrige plate påsto jeg at det meste av stoffet her var nedskrevet på forhånd, men det er jeg ikke like sikker på denne gangen. For musikken virker mer åpen på denne platen.

Det starter med Peter Evans «Pulsar», som er en fin innledning. Men om den enorme skurringen som er tilstede på slutten av låta, er jeg ikke helt sikker på. Er det en feil i pressingen, eller er det tilsiktet?

De fortsetter med Eldhs «Body Decline», som ligger tett på et uttrykk som mange av de nyere banda holder seg i nå om dagen. Akustisk, moderne jazz med klare referanser til 60-tallet. Og da er vi igjen tilbake til Ornette Coleman, som ble et referansepunkt på den forrige utgivelsen. Denne låta kunne like gjerne vært utgitt av Ornette-kvartetten med Haden, Cherry og Ed Blackwell, eller det senere bandet Old and New Dreams. Slavin starter med en fin inngang, før Evans «køler på», slik vi kjenner han fra MOPDTK, og Eldhs bass er en viktig bestandel for at denne låta skal få den rette temperaturen. Han leverer også en strålende, kort solo som avslutning, som gjør at vi gleder oss til fortsettelsen.

Vi får i alt ni låter, som alle er spennende og varierte. Lillinger er en klippe bak trommene, med «eksagt» spill som nesten ligger i nærheten av det vi har hørt Audun Kleive holde på med, og alt låter tett og råtøft.

Komponeringen er fordelt blant musikerne, og det er tydelig at dette er musikere som befinner seg på samme frekvens, for låtene passer nesten skremmende godt sammen.

Nå er visstnok kvartetten ute på platelanseringsturné, i alle fall skal de spille på Bimhuis i Amsterdam i nær framtid, og på Jazzhouse i København førstkommende torsdag (du skal ikke se bort fra at det kommer konsertrapport derfra på salt-peanuts.eu!). Så dukker de opp i nærheten av der du oppholder deg, så er saken klar! Da er det bare å overprøve dørstokkmila og komme seg på konsert! For dette er musikk til å bli glad av!

Jan Granlie, salt peanuts*, 24. april 2017, Norway

 

 

 

JAZZHOUSE, KØBENHAVN, 27. APRIL 2017: Det er en tilsynelatende, helt alminnelig kveld på Jazzhouse. Riktignok er ikke hovedscenen i bruk, men man har i stedet benyttet den oppbygde delen av publikumsarealet til scene, med stoler i en halvsirkel foran. Arrangørene har sikkert ikke forventet fullt hus, og ved å gjøre salen mindre, og avstanden mellom scene og sal mer intim, ville man kanskje oppnå en god og intim stemning.

Jeg ankom Jazzhouse, som vanlig, i litt god tid, og 20 minutter før konsertstart, var jeg alene i konsertsalen. Jeg ble en smule bekymret, for dette var virkelig et band jeg hadde lyst til å høre, og egentlig burde det københavnske jazzpublikum ha møtt opp i horder for bandet Amok Amor.

Bandet har to plater ute, hvorav den siste, «We Know Not What We Do» (INTAKT RECORDS) nylig ble sluppet. (Anmeldelse av platen kan du lese her). Bandet består av den tyske saksofonisten Wanja Slavin, den amerikanske trompeteren Peter Evans, den svenske bassisten Petter Eldh og den tyske trommeslageren Christian Lillinger. Den som kanskje er best kjent av de fire, er nok Peter Evans, som ved siden av bandet Mostly Other People Do The Killing, reiser rundt hele verden og er med i en rekke spennende prosjekter, ved siden av at han gjør noen forrykende solokonserter.

Jeg har skrevet tidligere at musikken på deres seneste innspilling, høres mye løsere og mindre nedskrevet ut, enn tidligere, men det er helt feil. Her er det nøye nedskrevet musikk som fremføres. Til og med de intrikate trommeløpene er nøye planlagt. Men selvsagt åpnes det opp for frie deler, men hvor alt må holdes innenfor fastlagte rammer. Dette kan på mange måter virke hemmende på denne typen av frittgående og energisk musikk, i tillegg til at det må være vanskelig å skrive ned alt det som foregår, men jeg synes det er litt hemmende på den musikalske opplevelsen, at musikerne skal ha hodene sine nedgravd i notepapirer.

Men bortsett fra det, så ble dette en orgie i energi og finurlige taktomslag og vitalt spill. Spesielt lot vi oss, nok en gang, imponere av trommeslager Lillingers heftige, spastiske og enorme trommespill. I tillegg er Evans trompetspill en historie i seg selv. Jeg kan ikke huske å ha hørt en mer energisk og hardt-blåsende trompetist siden … kanskje Freddie Hubbard. Selvfølgelig kan det ta luven av de andre musikerne, og også bli overdøvende for resten av bandet, og tidvis syntes jeg det gjorde det denne kvelden, men med Lillingers trommespill, fikk Evans aldri fred.

Saksofonisten Wanja Slavin er en dyktig altsaksofonist. Hans spill er åpenbart inspirert av 60-tallets nye bølge, med Ornette Coleman i spissen. De to platene bandet har utgitt, har jeg karakterisert som plater i en slags oppdatert Ornette-stil, noe man ikke kunne høre like godt denne kvelden. Kanskje fordi Evans ligger et godt stykke unna Don Cherry i energiutblåsninger, og Slavins altsaksofon kom litt i skyggen.

Men bass-spillet til svenske Petter Eldh var helt på plass. Han er en gnistrende god bassist, som kan gjøre nærmest alt på og med bassen. Han er en strålende tekniker, med fin lyd i «hornet», og bak sin alltid påsatte caps, følger han de andre til døren med stor overbevisning.

Vi fikk ett sett, uten introduksjoner, og med kun ett lite avbrekk. Og jeg satt igjen med en følelse av at det var akkurat slik det skulle være. Konserten varte i en drøy time (jeg klokket dem inn på ca. 1:05), og med den energioverføringen disse fire er i stand til å utføre, så var det ikke et stort behov for ekstranummer.

Dette var en fin kveld på Jazzhouse. At det københavnske publikum (inkludert musikere, studenter og jazzfans) ikke kjente sin besøkelsestid er merkelig. For det er ikke hver dag man får servert denne type hardtslående musikk på Jazzhouse. Og siden det er en slags enighet blant en rekke jazzmusikere i byen, at Jazzhouse nesten ikke har jazz på programmet, så hadde det kanskje vært taktisk lurt for de som er av den oppfatting, å møte opp i horder, de gangene man faktisk har feite jazzkonserter i klubben. Og hvis arrangørene ser at lokalet fylles opp når man har solide, kvalitetskonserter med heftig og god jazz, så vil man kanskje også booke mer musikk av dette slaget.

I kveld spiller bandet på Victoria, Nasjonal Jazzscene i Oslo, så får vi se om Oslofolket kjenner sin besøkelsestid bedre enn sine københavnske naboer. Og jeg kan garantere at en kveld hvor kjærligheten går amok, i form av denne kvartetten, er verdt en fredagskveld.

Jan Granlie, salt peanuts*, 28. april 2017, Norway

 

Thomas Volkman, Jazzpodium, Juni 2017

 

In my unpacking, I missed the title (going with the group name), and misspelled bassist Eldh's name. Same quartet has a 2015 album named Amok Amor, so this is one of those groups. All four members contribute songs (3-2-1-3, although it was 3-4.5-2.5-0 last time; I filed under drummer Lillinger, but Discogs lists Eldh first on the previous album). Slavin plays sax, Evans trumpet -- strongest showing I've heard by him since he left MOPDTK.

Tom Hull, www.tomhull.com/blog/, May 31, 2017

Pirmin Bossart, kulturtipp 13, Juni 2017, Schweiz

 

Wolf Kampmann, Jazzthing, Juni-August 2017, Deutschland

 

 

 

Selwyn Harris, Jazzwise, London, July 2017

 

 

Rainer Kobe, Jazznmore, Juli 2017

 

 

 

Christian Broecking, Berliner Zeitung, 10-11 Juni 2017

 

 

 

Paul Jaillet, Jazzmagazine, Juillet 2017

 

 

 

Jazz Now. BBC
Interview: Soweto Meets Petter Eldh and Peter Evans. BBC London, 20. June 2017
Listen: http://www.bbc.co.uk/programmes/p056fyb5

 

 

 

Glenn Astarita, All About Jazz, July 21, 2017

 

 

Ulrich Steinmetzger, Leipziger Volkszeitung, 21. Juli 2017

 

 

Elektrizující kvartet Amok Amor nahrál své album We know not what we do v květnu 2016 v berlínském studiu H2 a je třeba hned (před)povědět, že pohrobci tria Starlight, tedy německý bubeník Christian Lillinger, švédský kontrabasista Petter Elsh a německý saxofonista Wanja Slawin plus americký trumpetista Peter Evans vědí až příliš dobře, co dělají, třebaže to nemají předem do detailů propočteno. Hned do úvodního Pulsaru vjedou s plnou parou, s burácivou tvrdošíjností a výbojnickou nahoufovaností, téma vedou střídavě jednotlivostně s úštipkovanou dynamitností nebo pospolu s valivým rozjívením. Ale záhy se vyplaší i handrkují se zapomalenou potácivostí a brouzdavým vytěkáváním, rozžejbrují se do halekaček neplaček, výmykují se v zarepetitivňovaném útočení do rozbloumaných radostenek i porychlovaně rozprašované samohybnosti. Ale hned Body Decline podloudně zatromlují s rozevlávaným akcentováním dechů, což basa převede k nerozcapeným sólům; sax i trubka se prostřídají v solipsistických exkurzech, ale bicí se nespokojí s určováním pádného rytmu: spolu s basou exhibují, aby vzápětí v Brandy rozvahávavě, těžkopádně a rozstřelivě uminutňovali. A jsme u toho: jeden nástroj vždy vzápětí provazivostně vystřídá druhý, dotvrzuje předchozí smečové nahrání nebo je znestabilní, konkrétně tady basa dějovou linku rozvláční a trubka nadhodí do "pijáckého" vytržení, což sax pojistí. Kompozici Alan Shorter s vyvěravou shánčlivostí vyříkávavě odpoutávají dechy, troufalostně zaokolkují za úderničení bicích, leč nabádavá polehlost a ztajemňující zátlumnost jednotlivých nástrojů vede až k samobitné samobytnosti odbíjené, těžkopádně tonážující. Naznačivost Tria Amok rozhnízdí naopak záhernou překotnost do vybízivě vrtošivého rozcupování, přemítavě vyhrčovaného a vyvelebovaného na odiv. Výmyky a hned zase zamyky se muzikanti vnutí do opakovaných rošád. Tato amokovost pokračuje v Enbert Amok výlisnostním úlisněnim roztřeseného saxu, rozmělňovaného do žmolků pádnými rozbleskovanými, až zatvrzelými bicími i dohodově cirátujícím kontrabasem. Vévodivá trubka vynikajícího Evanse téma dobíjivě doblázní. Rovněž Evansův The New Portal by si označení amok zasloužil – natolik tu nad humbukujícími bicími rozdurďované dechy vyčiňují, záchvatňují a rozkotoulovávají se s pauzami i nástřelnými výstřelky. Děj tu probíhá mezi vyčiňující srocovaností a utrušující záklopností, nahlíživou zábleskovostí a zpomaleně aportovanou zásmutivostí. Tento vývod popře nedlouhá Jazzfriendship, rozmelodizovaně výtočná s neutuchavou splavností a putovní rozbíhavostí. Ale i do závěrečné A Run Through the Neoliberalism vtrhnou hudebníci s nahánčlivou zbrklostí, roztočně, hbitůstkově, zajíkavě i sprškovitě a prokouzlí se do sroubovaně sevřené jarosti. Autoři skladeb se prostřídávají, nicméně atmosféra celistvosti setrvává, byť je ozvláštňována různorodě zabluzujícím hravostněním. Nikdo tu ani na vteřinu nezafaulencuje, vše tryská, hledá a okamžitě nachází nevšední východiska. Je to skutečný amok z milování (hudby).
Zdeněk Slabý, His Voice, 6. 7. 2017

 

Claude Loxhay, JazzAround, Belgium, August 2017

 

 

 

Rui Eduardo Paes, Jazz.pt. August 2017

 

 

 

u.k, Kleckse, Stadtmagazin Aachen, August 2017

 

 

 

Derek Taylor, Dusted, August 24, 2017

 

 

 

Stuart Broomer, New York City Jazz Record, September 2017

 

 

Peter Margasak, Downbeat, November 2017

 

 

Michael Rüsenberg, JazzCity, Deutschland, 12.9.2017

 

 

 

GR, Jazzmozaiken, Belgium, 1. Sept. 2017

 

 

 

Ken Vos, Jazzism, The Netherlands, September 2017

 

 

Martin Schütz, Concerto, Österreich, Okt-Nov 2017


Ken Waxman, thewohlenote.com / jazzwordcom, December 2017

 

Raul da Gama. jazzdagama, Canada, Dec 1, 2017

 

 

 

Martin Schray, The Free Jazz Collective, January 29, 2018

 

 

„The music is aggressive yet gentle. Bla bla bla bla bla. The world is changing, but this music will survive.“ Diese Sätze, die Drummer Christian Lillinger auf seiner Homepage veröffentlicht, mögen ein wenig arrogant erscheinen, implizieren aber auch Humor und Selbstironie. Die Sounds des Quartetts wurzeln tief im Freejazz der 60er, erinnern an Ornette Coleman und den jungen zornigen Archie Shepp,  Alan Shorter wurde sogar ein Stück gewidmet, das schrieb der virtuose Trompeter Peter Evans. Virtuosität kennzeichnet überhaupt den gesamten Tonträger. Neben Lillinger und Evans werkeln noch Saxofonist Wanja Slavin und Bassist Petter Eldh. Ein wenig kokett wirkt der Plattentitel. Natürlich wissen die vier ganz genau, was sie tun, zu ausgetüftelt klingen die kompakten Stücke, zu kurz gestalten sie die Tracks, als dass improvisatorische Irrwege beschritten werden könnten. Im Gesamten sicher ein recht gelungener Silberling, zwischen rhetorischem Aufruhr und konstruierter Komplexität changierend.
(haun), Freistil 77, Österreich

 

 

 

to Intakt home